Rømø Lege- og Labyrintpark
Bor I i nærheden af eller er I på ferie på Rømø, så kan vi stærkt anbefale et besøg i Rømø Lege- og Labyrintpark, der ligger på øens sydspids, i Havneby. Stedet appellerer både til voksne og børn, og her snakker vi børn i alle aldre.
Labyrintparken er faktisk næsten ny. Den havde første åbningsdag i sommeren 2009. Men parken er blevet taget godt imod af både fastboende og turisterne.
I labyrintparken finder man både sjove labyrinter men også anden underholdning som f.eks. lege og puslespil.
Den store labyrint er ikke så nem at finde igennem. Måske jeg er en dårlig stifinder, men jeg måtte i hvert fald tilbage en del gange og lede videre efter en forsvunden post. Det er supersjovt, og jeg vil vove den påstand at man ville kunne tage labyrinten flere gange og stadig skulle lede efter posterne. Man kan konkurrere med børnene om at komme først igennem, hvis man tør. For de er sikkert bedre til det end dig. Labyrinten er bygget op som en gammel ridderborg, hvilket også er med til at inspirere yderligere til sjov leg.
Der er også en lille labyrint, der handler om at finde dyr fra vadehavet. Den er hurtigt overstået men er en glimrende træning inden den store labyrint skal klares. Der er også en tidslabyrint, hvor det gælder om at komme hurtigst igennem banen samtidig med din konkurrent. Igen skal man passe på med at konkurrere med børnene, som bare er skarpere til den slags.
Men udover labyrinterne er der altså også en række sjove spil som f.eks. skak, sudokuer og puslespil af forskellig art. Og skulle der falde nogle dråber så kan du gå i tørvejr og spille kæmpe LUDO med kæmpeterninger. Ligesom labyrinterne er spillene gode at lave sammen i familien. Her er både noget for de store og for de små, og som voksen kan man også sagtens blive grebet af udfordringerne.
I parken er der også flere forhindringsbaner og masser af muligheder for at sidde og slappe af med en kop kaffe eller med frokosten, for stedet bør ikke overståes hurtigt. Her kan man sagtens få mange timer til at gå særligt hvis man giver sig tid til de enkelte udfordringer.
Rømø Lege- og Labyrintpark finder du i Havneby. Kør til højre ved Dayz Rømø, så kommer du lige til det. Check åbningstiderne på hjemmesiden. De åbner til påske og fortsætter indtil efterårsferien.
Rigtig god fornøjelse
Mette Juhl
Sjovforbørn.dk
2012