Lintrup Zoo er blevet til Glad Zoo!
Hverken min mand eller jeg har nogensinde hørt om Lintrup Safari Park Zoo. Men da vi på Gladfondens hjemmeside læste, at de havde overtaget denne Zoo, var vi ikke længe om at beslutte, at denne lille perle, skulle vi da besøge her i ferien.
Vi måtte have hjælp af vores gps for at finde byen Lintrup, der ligger i Sydjylland lidt nord for Ribe.
Vores datter Diana og hendes veninde glædede sig meget, for på Glad Zoos hjemmeside (www.gladzoo.dk) var der afbilledet de skønneste geder, et fotogent æsel og
. slanger, noget som mor her har et ret anstrengt forhold til. At min datter tydeligt både er vild med edderkopper, slanger og disse varan typer, kan jeg kun undre mig over, for kan hun da slet ikke se, hvor grimme og menneskeædende de er
tsk tsk.
En påfugl bød os velkommen
Vi ankom til Glad Zoo, og blev faktisk rigtigt pænt modtaget både af personalet og af en påfugl, der gik stille og roligt rundt og bare ejede stedet.
Ved billetlugen blev vi ekspederet af en meget smilende medarbejder, og uden vi skulle bede om det, fik vi fortalt, hvad der skete i Zoo både med fremvisning af dyr og et rovfugle show. Det lovede rigtigt godt.
Samme sted hvor vi købte billetter, kunne man også købe mad til gederne. Efter at have været i Knuthenborg Park og Safari i over 30 år, så ved vi af erfaring, at geder kan være noget af det mest aggressive, når der er mad i nærheden, og vores datter blev endda væltet af disse geder som helt lille, og denne oplevelse sidder stadig i hende. Hun skulle i hvert fald ikke ind til gederne, det var helt sikkert.
Gederne var sultne og kælne
Nu var anlægget hos gederne ikke at sammenligne med Knuthenborg, og gederne var heller ikke på nogen måde aggressive, men sultne, det var de. Min mand gik ind til dem, og blev straks bedste venner med en vædder. Den var nu også rigtigt sød, og kunne både række tunge til kameraet, blidt stange, når den ikke fik mad, og så kunne den udse sig de gæster, der havde mest mad i posen
på en gang.
Samtlige geder var super skønne og kælne og meget lidt vilde, så det var en positiv oplevelse selv for vores datter Diana, der fik taget sig sammen og fodret gederne. Der var også en bjergged, der gik på rækværket, og lidt rundt i parken, og fik rigtigt meget opmærksomhed og det trives den vist ret godt med. Min datter og hendes veninde snakkede om, at den var så sød, at de ville have den med hjem…
Lossen var taget på sommerferie
Rundt om i parken var der en masse fine bure med dyr, der tydeligt havde det rigtigt godt. Et af dyrene var endda sendt på sommerferie i Odsherred Zoo, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt, men vi havde jo ikke meldt vores ankomst, så dyret (en los) var lovligt undskyldt. Årsagen til ferieturen var, at lossens bur skulle udbygges.
Formidling og nærvær med dyr
Det var en hyggeligt lille dyrepark. Der var små stier, der var små øer med aber og kattalemuer og ja hele området var bare hyggeligt og rart.
Mens min datter og hendes veninde stod og snakkede med en kælen ko (!!) kom nogle unge medarbejdere hen og spurgte, om pigerne ikke ville med og høre om slanger – og uhada det ville de gerne.
Der blev taget en slange ud, og så blev der ellers snakket om, rørt ved og lært om dette dyr. Den unge pige var en rigtig god formidler, så min datter og hendes veninde fik en masse ud af at høre om denne slange og om slanger i almindelighed.
Der var rigtig god tid til at stille spørgsmål, og alle kom til. Der blev derefter hentet en ny slange, en tigerpython, og så blev der snakket om hamskifte og en masse, som jeg kun hørte med et halvt øre, for har jeg fortalt, at jeg ikke lige just har slanger som interesse
Pludselig stod min datter med en slange i hænderne, hun havde ganske enkelt blot spurgt, hvordan det var at holde en slange J Hun fik i hvert fald en kæmpe oplevelse.
I området var det også varaner, krokodille og andet, som jeg ikke er specielt imponeret af, men pigerne og alle andre i zoo, synes åbenbart godt om disse væsner, så jeg måtte jo følge med, men mine tanker var hos den søde kælne ko udenfor.
Rovfugleshow
Vi fik så af det unge formidlerteam oplyst, at der var et rovfugleshow lidt senere, hvor man kunne komme helt tæt på fuglene, høre lidt om dem og tage billeder. Det ville vi rigtigt gerne opleve, men pludselig begyndte det at regne, og da min datter og hendes veninde åbenbart mener, at de krymper i regnvejr, så måtte vi finde et sted med ly, hvilket var ret let, da der rundt om i parken var både overdækkede borde, men også små huse, med stole og borde. Men ingen rovfugleshow til os, øv.
Tag mad med hjemmefra
Vi valgte så at købe lidt mad, men jeg er altså ikke imponeret af udbuddet, som var grillmad i forskellige afskygninger. Jeg kan sagtens forstå, at der ikke kan sælges fx sandwich, når kundegrundlaget ikke er så stort, men jeg er nu ikke begejstret for disse grillretter. Mens vi sad og spiste, fik vi besøg af påfuglen, der havde budt os velkommen. Den var heller ikke glad af regnen, og den beklagede sig til os. Vi havde desværre ikke bemyndigelse til at stoppe regnen, men bød selvfølgelig den smukke fugl indenfor under halvtaget 🙂
Et godt grundlag for en zoo, der er for alle
Jeg glæder mig til at se, hvad der kan komme ud af Glad Zoo, når de for alvor kommer i gang med formidling og læring omkring arbejdet med dyr. Grundlaget er lagt, og det er et godt grundlag.
Vi kommer helt sikkert igen.
Et besøg værd
Glad Zoo er bestemt et besøg værd, men vil man se elefanter, tigere eller dyr, der ikke har det godt, så skal man gå andre steder hen. I Glad Zoo findes nogle af de mest fotogene dyr, jeg nogensinde har set, der er en helt speciel stemning i parken med hyggelige stier, glad formidling og kælne dyr.
Har man små børn, kan man låne trækvogne. I parken findes også en lille junglesti og naturlegeplads med nogle udfordringer for børn og os legesyge voksne.
Vi vil give stedet 5/6 stjerner.
Jeg synes entre prisen er lidt for høj, selvom man får rigtigt meget oplevelse for pengene. Men sammenligner jeg med andre zoo parker, så ligger Glad Zoo i den dyre ende. Vi betalte 105 kr. pr. voksen fra 12 år og 60 kr. for børn fra 3-11 år. Der er gratis entre for børn under 3 år.
På Glad Zoos hjemmeside www.gladzoo.dk kan man se mere om billetpriser, sæsonbilletter og gruppebillet samt åbningstider (og meget andet). Det er en god hjemmeside der er lavet, så den er let at finde rundt i.
Tina Magling
Skribent www.sjovforborn.dk
Juli 2014
Din kommentar til artiklen?
Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?
Du skal være medlem og logget ind for at kunne skrive i forummet. Log ind ved at trykke på linket lige under søgefeltet i toppen af siden. Hvis du ikke er medlem endnu, kan du blive det ved at trykke her. Det er 100% gratis at være medlem på Sjovforbørn.dk.
Gladfonden
Gladfonden, der nu i 2014 har købt dyreparken, er jo er en vækstfokuseret virksomhed, der uddanner og ansætter mennesker med og uden handicap til at producere serviceydelser, produkter, kulturoplevelser samt indhold til forskellige medier af en kvalitet, der kan konkurrere på markedsvilkår.
Gladfondens slogan er Alle kan noget, for Gladfonden ser muligheder og ikke begrænsninger i hver enkelt medarbejder med eller uden handicap. I love it.