Her er masser at opleve for både små og store. Gå om bord på Fregatten Jylland og mærk atmosfæren på verdens længste træskib. Se de fine saloner fra Fregattens tid som kongeskib, de 42 kanoner og den imponerende rigning med tre master, der rager højt op over Ebeltoft. Forestil dig livet om bord for besætningen på 430 mand – på togter i fredstid og under slaget ved Helgoland i 1864. Et kig på kommandobroen, i chefens dagrum, på banjerdækket og på lokummerne giver et godt indtryk af rammerne på et 1800-tals krigsskib i den danske flåde.