Med tegneserien Lille Kvast præsenteres vi for en ordløs tegneserieform henvendt til de allermindste læsere. Med tryk på læsere! Børn, der er vant til at få læst højt og nyder det, vil nemlig ønske at læse selv. Oftest vil det være frustrerende at stå overfor billedbøger, hvor sætningerne bygger bro mellem tegningerne og dermed samler fortællingen.
Med den ordløse tegneserie er fokus, at barnet selv skal kunne læse og danne en fortælling alene ud fra billederne. Og det lykkes rigtig fint takket være de genkendelige og tydelige illustrationer i Lille kvast.
Det er det belgiske tegneseriepar Pierre Bailly og Céline Fraipont, der står bag Lille kvast. Serien går under titlen Petit Poilu i hjemlandet.
Nu kan små danske børn så prøve kræfter med selvlæsning i de første to bind af Lille Kvast, der udgives af forlaget Forlæns.
I Lille Kvast – Ballade i blomsterhaven følger vi Lille kvast, der siger farvel til sin mor og går udenfor og falder igennem et hul, der fører ham til en hel eventyrlig verden. Og det er da også både magisk og dramatisk, når Lille Kvast møder en verden af sjove og søde dyr. Der er den flinke mariehøne og den slemme hveps, der stikker. Lille Kvast oplever lidt af hvert, men savner sin mor og må atter hjem.
Kort sagt en sød, varm og enkel historie. Billederne er enkle men detaljerede. Historien folder sig for alvor ud for de allermindste, når den læses og fortælles sammen med en voksen. Serien lægger op til dialogisk læsning lige så vel som selv-læsning for de små. Men derfra er man klædt på til selv at læse sin tegneserie igen og igen. Og det skal den da nok blive gjort. Lille Kvast er skøn og elskelig.
‘Lille Kvast’ vil være motiverende for læselysten, men så afgjort også et nyttigt værktøj, når børn skal opøve og styrke deres sproglige færdigheder. Her er fortælleglæden essentielt – og dét sætter tegneserien om noget fokus på.